Rabarber, bønner, blomster, radisehøst og græskarerfaringer

Radiserne blev sået 7. april og nu var det efterhånden tid til at få høstet dem. Jeg har været omkring dem tidligere på måneden, men nu tog jeg resten. Nogle var revnede, nogle var for små og andre havde der været dyr i. De skal nydes de kommende dage og nogle af dem skal syltes efter kinesisk skrift. Jeg lod nogle radiser stå, så de kan sætte blomster og måske give nogle frø.

Radisehøst 23. maj 2011
Radisehøst 23. maj 2011

For en uge siden gravede jeg en klump rabarber ned. Jeg har fået den af mine forældre, fra deres nyttehave og i dag kunne jeg se, at den var godt på vej med blade. Ved siden af rabarberen lavede jeg nogle små nye rækker med radiser.

 

Nyt radisebed til højre, bagved stadigt levende kikærter, allerbagest uspirede bønner
Nyt radisebed til højre, bagved stadigt levende kikærter, allerbagest uspirede bønner

Af en ven fra menigheden har jeg fået 2 forspirede bønneplanter og 2 forskellige blomster. Bønnerne blev sat i jorden på det nu forhenværende radisestykke. De skal have nogle ordenlige pinde at vokse op ad. Blomsterne satte jeg i umiddelbar nærhed. Den mest skrøbelige med et interimistisk stengærde om, i håb om beskyttelse mod den allestedsnærværende vind.

Purløg nederst, bønner i midten, blomst og radise (blomster) øverst
Purløg nederst, bønner i midten, blomst og radise (blomster) øverst

Ude på fællesarealet har der indsneget sig noget purløg. Jeg gravede det op og plantede det på mit stykke.

På et jordbærblad så jeg en smuk larve.

 

En smuk larve
En smuk larve

Ukrudt er der nok af. Jeg har fundet ud af navnet på én af de mest præsente: Agerpadderokke. Den, følfod og en tidselagtig krabat er noget af det hyppigst forekommende ukrudt. Men agerpadderokke ser dog ud til at kunne bruges til noget nyttigt.

 

Ukrudtshøst
Ukrudtshøst

Topløgene ser ud til at være i gang med at sætte blomsterknopper.

Topløg
Topløg

Mht. græskarrene så har den store, forspirede plante, jeg satte for nylig, det ikke så godt. Jeg tror græskar vokser bedst et mere vindstille sted, måske hvor der også er noget mere skygge.  Jeg satte også nogle mindre forspirede planter. de ser ikke helt så medtagne ud, måske er de mere hærdede og begynder lige pludselig at vokse ud over det hele, som græskar jo gør. Måske er jorden heller ikke så god til formålet og dertil har jeg vist også været noget tidligt ude med dem.

I samme hjørne som græskarrene er lidt salat ved at komme.

Græskarhjørne
Græskarhjørne

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.