Så blev det en lille smule varmere her lørdag og fra tidligt på eftermiddagen påbegyndte jeg arbejdet med jordstykket. Der blæste en god vestenvind og det skal man vist vænne sig til derude på de åbne vidder. Herunder kan I se, hvordan jordstykket så ud til at starte med. Der ligger nogle visne solsikker, som jeg hev op forleden.

Egentlig var min plan for dagen bare at få samlet planteskilte og sten og få gravet stykket igennem og se om der skulle være noget at gemme, men jeg faldt hurtigt i snak med et af de andre medlemmer af foreningen, som til min store glæde havde nogle jordskokknolde jeg kunne få. Så vidt jeg kan høre er det noget, der nærmest vokser af sig selv. Nogle bliver lidt trætte af dem. Jeg fik også nogle topløg. Det er sådan nogen, hvor løget kommer på toppen af planten.
Jeg fik også gode tips til, hvor man kan købe økologiske frø samt hønse- og hestegødning på Amager. Amager Planteland skulle være stedet for den slags.
Jeg fik ikke gravet hele haven igennem i dag, men jeg når det jo nok. Undervejs gravede jeg nogle rødder op, som mere kyndige øjne mente måtte være persille. Det passede også meget godt med duften. Jeg fandt også, hvad der måtte være en knold jordskok.

Disse fund og gaver plantede jeg så i et hjørne af jordstykket.
I jorden, der virker god og fed, observerede jeg flere regnorme, så der er godt med liv. En enkelt mariehøne blev det også til.

De visne solsikkestængler har jeg gemt efter at have brækket deres rødder af. De virker ret solide og jeg tænker at jeg måske kan lave et stativ af dem til bønneplanter eller til nogle andre planter, der har brug for støtte.
Det var dejligt at komme ud af lejligheden og tilbringe nogle timer i frisk luft under solen. Jeg glæder mig til de kommende måneders arbejde. Herunder kan stykket ses efter dagens dont.

Foreningen har plantet meget pil rundt om haven i håbet om en afskærmning for blæsten. Jeg kunne se, at de er i gang med at skyde, så de små dunede puder, kaldet gæslinger, kan ses nu. I Den Ortodokse Kirke bliver pilegrene med gæslinger velsignet og uddelt til kirkegængerne på Palmesøndag. På mere varme breddegrader uddeles der palmegrene, men palmer er jo ikke så udbredte her hos os, så det er blevet pilegrene i stedet.

Apropos gæslinger, så er der åbenbart gæs i området. De skræppede op og overfløj området flere gange. Et smukt syn.