Op til 15 grader varmt skulle det være blevet i dag i Københavnsområdet. Ude i Ørestad fornægtede vestenvinden sig ikke, men alligevel blev det en dejlig eftermiddag, hvor jeg fik gravet resten af jordstykket igennem, så sveden sprang. Jeg fik også lavet en lille sti midt igennem. Resultatet ses nedenfor.

Under gravningen fik jeg fjernet en masse græstotter, men der er sikkert mere, hvor det kommer fra til fremtidigt lugearbejde. Jeg opdagede flere smattede kartofler og en enkelt gulerod og stødte også på flere gevækster, som var på vej op, nogle med gule blomster. Måske er der en kyndig sjæl, der kan fortælle mig, hvad det er? Se billedet herunder.

Jeg sørgede for at grave rundt om de jordbærplanter, der allerede er på stykket.

Gæssene fra sidst overfløj igen området og en enkelt sommerfugl gjorde også sin entré.
Jeg er nu nået frem til at den nuttede gule sag er Følfod, “et besværligt ukrudt”.
De hvide udløbere jeg fandt i jorden er så nok heller ikke værd at gemme.
Det kunne godt ligne en følfod, der ikke helt har åbnet blomsten, gæssene trækker iøvrigt for øjeblikket ind over landet ( grågæs især, bramgæs mv. ), nældens takvinge har jeg set de sidste par dage ( overvintrer ).
Følfod er en af de tidligst blomstrende forårsbebudere efter erantis, vintergæk ( spredt fra haver ) og martsviol ( hvilket jo li´som ligger i navnet ).
Jeg vil se om jeg kan fange et billede af gæssene en af dagene. Jeg synes at huske at de har nogle sorte striber på sig.
Ja, Følfod er det. Eller Hestehov, som den hedder på norsk.