Forleden fik jeg at vide, hvilket jordstykke, jeg har fået tildelt i Ørestad Urbane Haver. Jeg tog derud søndag eftermiddag for at se dets beskaffenhed.
Der var en del visne solsikker, som jeg begyndte at hive op. På denne måde fik jeg også et indtryk af jorden og den ser ganske fin ud. Der var meget græs og ukrudt, så vidt mit utrænede øje kunne se, men også nogle jordbærplanter.
Rundt omkring på jorden lå der også en del planteskilte og større sten.
Planen for næste besøg er at få samlet de visne solsikker, stenene og planteskiltene og derefter en gennemgravning af jorden, indsamling af alt græsset og ukrudtet og rivning derefter. Jeg havde tænkt mig at gøre det i dag, men synes det er lidt for koldt. Der skulle komme mere varme de kommende dage.
Mine første idéer til, hvad der skal plantes: Hvidløg, gulerødder, salat (rucola måske), hokkaido-græskar, radiser, jordbær (dem, der er der) og jordskokker ikke at forglemme.
fantastisk!
Ja, jeg glæder mig til at komme i gang med at bakse med det og lære en masse om vejret og afgrøderne.
Vil gerne anbefale kartofler! De er meget nemme at have med at gøre, du skal stort set bare smide dem i jorden og vande lidt.
Og så er der intet som slår nyopgravede kartofler! :o)
Det kan også være jeg prøver med kartofler 🙂
Gulerødder får i hvert fald let orm… men så er proteinerne jo klaret med det samme! :o)
Hmm, jordskokker skulle være endnu lettere. Hvis der er nogen jordskokkeejere derude i æteren, tager jeg gerne imod en knold.
Åh, al den snak om jord, årstider og kartofler, giver mig en frygtelig udlængsel.. hvem der bare havde sådan et stykke jord… Du er en heldig mand, Jakob!
Den udlængsel forstår jeg fuldstændigt, Kimie. Det tog ikke så lang tid at få det her 4×4 meter stykke jord. Jeg blev skrevet op sidste år.
Det lyder spændende…hvor stor er jordlodden?
Den er på 4 x 4 meter, så der er ikke oceaner af plads, men det er helt i overensstemmelse med at jeg gerne vil stille og roligt i gang med havedyrkning.